Lokale ”indfødte” til fællesspisning med flygtningefamilier foretrak spændende arabiske nationalretter frem for dansk bøf

NØRAGER: Eksotisk arabisk mad frister de lokale mere end en klassisk dansk bøf.

Sådan blev udfaldet i hvert fald i sognehuset på torvet i Nørager, hvor lokale borgere og flygtningefamilier bosat i byen forleden mødtes til endnu en omgang hyggelig fællesspisning

Foreningen for integration af flygtninge i Nørager var igen vært for arrangementet, der tidligere flere gange har haft kultur- og medborgerhuset Kig Ind i Nørager som ramme.

Cirka 60 gæster

- Men denne gang var festlokalet udlånt til anden side, så vi måtte i stedet benytte sognehuset.

- Omkring 60 gæster i alle aldre deltog og næsten ligeligt fordelt mellem danskere og lokale flygtninge spiste med, forklarer Ellen Vestergaard, formand for flygtninge venneforeningen.

Danske bøffer fravalgt

I lighed med tidligere fællesspisninger medbragte hver flygtningefamilier hver især arabiske nationalretter til den fælles aftenbuffet i sognehuset.

- Vi havde selv i foreningen bestilt en bøfmenu ude fra som vores danske bidrag, men pudsigt nok foretrak de danske deltagere den spændende arabiske mad frem for den danske mad - i lighed med flygtningefamilierne, pointerer Ellen Vestergaard.

Deltagere fra Iran og Syrien

De deltagende flygtningefamilier kommer fra Iran og Syrien, og ifølge Ellen Vestergard bor der ikke længere flygtninge fra Pakistan i Nørager.

- Generelt bor der i dag færre flygtninge i Nørager i forhold til tidligere.

Det skyldes at mange af dem enten har fået arbejde eller er blevet selvstændige, og i den forbindelse nu er flyttet til andre byer.

Det gælder både Als i Sønderjylland og Esbjerg i Vestjylland, Odder syd for Aarhus samt Suldrup og Skørping her i Rebild Kommune, påpeger hun.

Julens sange

Undervejs i fællesspisningen blev der også sunget nogle forskellige julesange, og Kaj Lundgaard læste en julehistorie op.

- Der blev også holdt en auktion over sponsorerede gaver.

Med Finn Christensen som tovholder opstod en stor bydelyst fra alle sider.

Så alt i alt havde vi igen en rigtig vellykket aften i selskab med flygtningefamilierne, erklærer Ellen Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...