Margit Sig
Den nordjyske forfatter Glenn Ringtved har skrevet bogen ”Godnat sagde katten”, som Rebild Bibliotekerne sender ud til alle kommunens børnehaver i anledning af Rebild Kulturuger. PR-foto

Bibliotekerne sender bog og video og inviterer i legeunivers

REBILD: Bidrag fra den regionale såkaldte Kulturkaravane præger i nogen grad programmet for årets Rebild Kulturuger i uge 37 og 38.

Blandt andet kan alle børnehavebørn opleve historien "Godnat sagde katten".

Projektet går ud på, at Rebild Bibliotekerne simpelt hen sender en bog ud til alle kommunens børnehaver, forklarer børnebibliotekar Jeanette Villadsen.

Bogen er skrevet af den nordjyske forfatter Glenn Ringtved.

- Det er en sød og finurlig fortælling om en far, der får digtet en meget fantasifuld godnathistorie for sin søn. Foruden bogen, som pædagogerne kan læse højt, er der også en video, hvor Glenn selv fortæller om sin bog og læser den højt, fortæller Jeanette Villadsen.

I uge 38, det vil sige fra mandag 17. september, udstiller Støvring Bibliotek desuden et legeunivers, som alle børn kan besøge med institutionen eller med deres forældre og bedsteforældre. Her kan børnene selv lege "Godnat sagde katten" og klæde sig ud som bogens karakterer.

Glimt fra Instagram

Kulturkaravanen er også involveret i kulturugeindslagene med lyrikbingo torsdag 20. september kl. 16 på Terndrup Bibliotek og den underjordiske brevskrivningskoncert i Thingbæk Kalkminer tirsdag 11. september kl. 19.30.

Desuden er det Kulturkaravanen, der har fundet på årets tema for kulturugerne, "Hverdagsglimt".

Temaet spiller en direkte rolle i udstillingen "#Hverdagsglimt fra Rold Skov og Rebild Bakker", hvor en dommerkomité har udvalgt 10 billeder taget i Rebild og delt på Instagram til at blive vist frem i Rebildporten fra onsdag 12. september til fredag 21. september.

Alle kan stemme på deres favorit, og der bliver både præmie til den, der har taget det mest populære foto, og til en af deltagerne i afstemningen - fundet ved lodtrækning.

Rebild Kulturuger åbnes officielt lørdag 8. september kl. 20.30 med filmforestilling ved St. Økssø.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...