Genopstiller ikke for Den Social Fællesliste til næste kommunalvalg i 2021

REBILD: Stemmesluger Allan Busk stopper i Rebild Byråd, når denne valgperiode slutter.

Det meddeler han i en pressemeddelelse mandag formiddag

- Det har ikke været nogen let beslutning, og en beslutning som det har taget flere måneder at komme frem til. Men af hensyn til min familie, mig selv og medlemmerne i 3F Aalborg har jeg valgt ikke at genopstille efter denne periode, forklarer Allan Busk.

Siden 2013 har han stået i spidsen for Den Sociale Fællesliste, som han stiftede sammen med Lars Hørsman fra Skørping.

Listen bragede ind i byrådet kun fire måneder efter at den var stiftet, og siden har Den Sociale Fællesliste sat et kæmpe præg på politikken i Rebild.

I 2013 kom man ind med 11.9 procent af stemmerne, og i 2017 blev det til hele 15,7, og begge gange med Allan Busk som den helt store stemmesluger der slog de nærmeste konkurrenter med mange hundrede stemmer 

- Derfor gør det selvfølgelig også ondt at skulle sige farvel. Den her liste er jo mit hjertebarn, og jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, der har valgt at sætte deres kryds ved mig. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid de har vist mig, og det samme gør sig gældende for den enorme opbakning bestyrelsen og baglandet til listen har vist mig. Flere af de nuværende bestyrelsesmedlemmer har været med lige fra første dag hvor medlemstallet på listen bare er vokset og vokset siger Allan Busk.

Af samme grund fortsætter han også i byrådet denne periode ud og gør sit arbejde færdigt, dog i en mindre fremtrædende rolle.

Pladserne i ØK, Vækstforum og flere andre poster bliver overtaget af kolleger fra listen, og i løbet af et års tid går Allan Busk også af som gruppeformand og frontfigur.

- Det må være en naturlig konsekvens. Fremover må rampelyset være på Lars Hørsman, Maybritt Toft Pedersen og Rasmus Rask samt de andre gode kræfter, som vil føre Den Sociale Fællesliste videre uden mig, siger han.

Behov for pause her og nu

Allan Busk afviser ikke, at han en dag vender tilbage til politik, men her og nu trænger han til en pause.

Ved enden af denne periode har familien Busk givet over 20 år til politikken i kommunen.

Hustruen Mette Busk sad i 8 år for Socialdemokratiet og med Allan Busks fire år i Regionsrådet har han siddet sammenlagt i 12 år.

- Så for nu må det være godt, og derfor vælger jeg at holde en pause. De mange hårde kampe har sat sit spor og jeg kan godt mærke jeg ikke er 25 år mere, erkender han og tilføjer:

- Jeg har i forvejen et meget krævende job i 3F hvor jeg også sidder i hovedbestyrelsen, og det kræver langt mere end et normalt job. De sidste mange år har jeg arbejdet mere end 15-16 timer i døgnet. Det holder ikke i længden og sætter sine spor både på det sociale liv og på familielivet hvor der gennem årerne herhjemme er trukket kæmpe veksler på min hustru Mette Busk. 

Der er heller ikke tid til vennerne, eller at tage op og nyde frankfurteren fredag aften mens man ser en fodboldkamp på det lokale stadion. 

- Derudover er jeg blevet morfar til lille Victor og Alma, og dem vil jeg rigtigt gerne se vokse op og være noget mere sammen med. Det samme gælder selvfølgelig Mette og mine tre døtre som heller ikke ser meget til mig, som det er nu erkender Allan Busk, som ser frem til lidt mere fritid generelt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...