De seks musikere fik ståede bifald i en tætpakket kulturhussal

ARDEN: Det var stående bifald og stor begejstring i en tætpakket og udsolgt sal, da Grarup All Stars endnu en gang leverede et brag af en koncert i Kulturhuset forleden aften.

Bandet levede absolut op til sit stjernenavn med Margrethe Grarups dejlige stemme i forgrunden - godt bakket op af et meget veloplagt hold af garvede musikere: Uffe Steen på guitar, Niels Mathiasen (sax), Esben Bach (trommer), Niels Nello Mogensen (bas) og Rasmus Steenholm (orgel).

Publikum fik to flotte sæt med masser af gospel, blues og soul, hvor man tydeligt kunne fornemme spilleglæden hos musikerne.

Spilleglæden smittede helt naturligt også af på publikum, som var med på spøgen fra første sang, og som til gengæld fik masser af medspil, humor og charme fra scenen.

Selv et teknisk problem med et kulderamt hammondorgel kunne ikke spolere stemningen, så selv om Kulturhuset i Arden ikke væltede helt, blev der i hvert fald rokket godt og grundigt ved fundamentet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...