Det går godt med tandbørstningen ude i de små hjem

Hele 97 pct. af de 7-årige i Rebild Kommune har ingen huller i tænderne - og også hos kommunens 12- og 18-årige er tandsundheden bedre end nogensinde før.

Det får nu Rebild Tandpleje til at gå ud med en uforbeholden ros til den lokale ungdom - og til forældrene, som øjensynligt er rigtig gode til at hjælpe deres børn med tandbørstningen.

- Vi har i Rebild stort fokus på den forebyggende indsats i den kommunale tandpleje, hvor vi underviser og rådgiver om korrekt tandhygiejne og tandbørstning, og det er efter vores opfattelse dét, som nu slår igennem i tallene, lyder det fra en både glad og stolt overtandlæge Inge Hald.

De positive tal kan direkte udlæses af Sundhedsstyrelsen årlige statistik, baseret på indberetninger fra landets kommuner.

Statistikken omfatter seks årgange - hhv. 3-, 5-, 7- ,12-, 15- og 18- årige - og for samtlige årgange gælder det, at Rebild ligger over både regions- og landsgennemsnittet.

Eksempelvis er over halvdelen af de 18-årige i Rebild i dag cariesfri.

Helt præcist drejer det sig om 52 pct. af årgangen - mod 45 pct. i Region Nordjylland og 50 pct. på landsplan.

Til sammenligning var det for 10 år siden blot 29 pct. af de 18-årige i Rebild, der kunne fremvise et tandsæt uden huller.

Det bekræfter, at den forebyggende indsats virker, konkluderer Inge Hald.

- Vi er heldigvis i Rebild rigtig gode til at opdage begyndende huller - og ved hjælp af instruktion, fluor og lak kan vi forhindre, at mange af de begyndende huller kræver en fyldning, fremhæver hun.

Vil man i øvrigt gerne selv bidrage til at holde tænderne sunde, er rådene fra den kommunale tandpleje i Rebild forholdsvis enkle: Spar på slik og søde drikke og børst tænder med flourtandpasta både morgen og aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...