Magda Nielsen på 95 år har de sidste 30 år været en trofast deltager til seniorsvømningen i Arden

ARDEN: Hver mandag formiddag samles over 60 seniorer til vandgymnastik i Arden Svømmehal.

Mandag 14. januar var i den henseende ingen undtagelse, men dagen var nu alligevel lidt speciel.

Inden dagens vandgymnastik dukkede centerleder Claus Jacobsen nemlig op på bassinkanten med en stor buket blomster og en æske chokolade i favnen.

Anledningen var, at en af de mere end trofaste deltagere på holdet, Magda Nielsen, netop er fyldt 95 år.

Fødselsdagen var godt nok lige før jul, men da den faldt på en mandag, havde Magda trods alt valgt at holde fri fra svømningen den dag.

Det er ellers ikke noget man ser ret tit i Arden Svømmehal, for Magda har gennem de sidste 30 år været en trofast deltager til seniorsvømningen. Uge efter uge møder Magda op med et stort smil på læben og altid med et glimt i øjet, og hun har således igennem alle årene været en værdsat deltager på holdet.

Claus Jacobsen benyttede efter svømningen lejligheden til at udnævne Magda til æresmedlem af Arden Fitness - og et trefoldigt hurra med dertil hørende klapsalver fra de andre deltagere rungede i foyeren i hallen.

Herefter blev den obligatoriske tredje halvleg med den sædvanlige kop kaffe nydt - i dagens anledning med en lille én i glasset ved siden af.

Claus Jacobsen fortæller, at Senior Aktiviteterne altid er blevet prioriteret meget højt i Arden-Hallerne, hvor svømning er et af de mange tilbud til seniorerne henover formiddagen.

- Det er skønt at opleve hvor meget energi, der er i huset, når seniorerne rykker ind.

- Vi har over 300 deltagere ugentligt på seniorholdene, og Magda har altid været et dejligt indslag. Jeg er nærmest vokset op med Magda - i hvert fald i min tid i Arden-Hallerne. Hun er altid leveringsdygtig i et smil og en venlig hilsen, uanset hvornår man støder på hende. Det er skønt, når man bare sprudler så meget af livskraft, når man er 95, bemærker centerleder Claus Jacobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...