8B fra Arden og 8C fra Rosendalsskolen går videre til DM i Skills

HOBRO/ARDEN:: Der blev savet, kokkereret, foldet t-shirts og bundet fødder ind, da Mariagerfjord Kommunes 8. klasser forleden var samlet til den årlige Skills-stafet på Tradium i Hobro.

Det er SOSU Nord, Tech College og Tradium, som sammen står for afviklingen af dagen.

Formålet er, at give de unge et indblik i, hvad en erhvervsuddannelse er, og hvordan det er at gå på sådanne uddannelser.

- De har fundet ud af, hvad en erhvervsuddannelse er. Eleverne vidste fx godt at tømrer uddannelsen var en erhvervsuddannelse, men de var mere i tvivl om nogle af de andre uddannelser. Det er også godt for dem at prøve nogle at tingene i virkeligheden og komme ud at se uddannelsesstedet. Så er de mere trygge ved det, når de engang skal vælge uddannelse og er klar over, at det også er et alternativ til det almene gymnasium, bemærker Ann Dorte Munkholm som er lærer på Rosendalskolen.

Til hver af opgaverne på Tradium, var der undervisere fra de forskellige fagretninger til stede.

Derudover blev 8. klasse-eleverne også instrueret af de studerende, der går på uddannelserne.

På den måde har de fået et mere realistisk billede af, hvordan det er at gå på Campus Mariagerfjord.

Vinderne af dagen blev Arden skoles 8B og Rosendalskolen 8C.

Disse to hold skal nu videre til DM i Skills, som i 2020 vil løbe af stabelen 16.–18. januar i København.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...