Birgit Skovmand hædret som ”årets ildsjæl” i Rebild Kommune

En ægte ildsjæl.

Få frivillige i Rebild Kommune fortjener den betegnelse mere end Birgit Skovmand, initiativtager til gymnastikgruppen Sirenerne, som netop har haft 20 års jubilæum.

På den baggrund er det for så vidt også kun ret og rimeligt, at det i år var den mangeårige gymnastikinstruktør fra Støvring, som fik overrakt Ildsjælsstatuetten og de 5000 kr., som følger med prisen, da Rebild Kommune - under corona-tilpassede omstændigheder - hyldede ”Årets ildsjæl 2020”.

- Det er altid et hårdt felt, når vi uddeler ildsjælsprisen, men netop Birgit Skovmand står ud som indbegrebet af en vaskeægte ildsjæl - og ikke mindst som et fantastisk forbillede for hele kommunens foreningsliv. Hun fortjener et kæmpe skulderklap og en tak for sin mangeårige indsats for forenings- og fritidslivet i Rebild, lød det ved prisoverækkelsen fra formand for Rebild Kommunes Fritidsråd, Henrik Nyrup.

Birgit Skovmand har efterhånden været gymnastikinstruktør i 64 år - lige siden sin 18-års fødselsdag.

Hun er fortsat aktiv instruktør hos Sirenerne i Støvring og flere andre gymnastikhold, og hun er desuden ivrigt engageret i både idræts- og kulturlivet i kommune. Hun har således flere gange deltaget i Rebild Kulturuger og stået for arrangementet ”I skoven”, hvor mange lokale personer har været involveret.

Selv føler hun sig nærmest priviligeret over at have fået lov til at arbejde med gymnastik i så mange år.

- Tænk, at være så heldig at få lov at arbejde med gymnastik i over 60 år, hvor jeg har haft så mange forskellige hold, både børn og voksne, og hvor jeg har fået så meget igen – lige fra børnenes impulsive bemærkningertil fællesskabet på voksenholdene.

- Samtidig er jeg også både glad, taknemlig og stolt over at blive påskønnet for det foreningsarbejde, der lige siden min ungdom har været mit ”hjertebarn”.

- Min grundholdning har hele tiden været, at sundhed er mere end ”stramme balder og lår”. Bevægelsesglæden er det vigtigste, og så skal der også holdes fast i DGI’s grundholdning: at den folkelige oplysning er fundamentet for foreningsarbejdet.

- Det betyder kort sagt, at man deltager i et forpligtende fællesskab og derigennem bliver bedre til at finde ud af, hvem man selv er, i samspil med andre, pointerede Birgit Skovmand i sin takketale ved prisoverrækkelsen.

Det var Gymnastikgruppen Sirenerne, der havde indstillet Birgit Skovmand til prisen, som på kommunens vegne blev overrakt af borgmester Leon Sebbelin.

Også formanden for kommunens fritids- og kulturudvalg, Gert Fischer, var med til prisoverrækkelsen.

- Det er vigtigt, at vi markerer at fritids- og foreningslivet stadig er væsentligt, selv om landet er delvist nedlukket. Og coronanedlukningen har kun gjort det endnu mere tydeligt, at de folkeoplysende foreninger leverer sunde og meningsfyldte fællesskaber, som udfylder en afgørende samfundsrolle - og ikke kan undværes hverken i Rebild Kommune eller i et dansk demokrati i det hele taget.

- Derfor skal vi selvfølgelig også holde fast i at uddele fritidspriserne, fastslog Gert Fischer ved udnævnelsen af den nye ”Årets ildsjæl”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...