Vinderen afsløres online på årsmøde 4. februar

Rebild Erhvervsudviklingsråd har nu efter at fristen for forslag til kandidater er udløbet indstillet hele 37 kandidater til årets vækst- og udviklingspris.

Prisen uddeles traditionen tro ved rådets årsmøde, der i år er planlagt til at foregå torsdag 4. februar.

Grundet den aktuelle situation omkring corona epidemien kommer årsmødet i år dog til at foregå som et digitalt online møde.

- Det er nemlig et stort arrangement kun for de erhvervsdrivende i Rebild Kommune med vanligt omkring 120 deltagere. Det betyder, at vi i tilfælde af en forlængelse af de nuværende gældende restriktioner gældende frem til 17. januar ikke lige pludselig kan sadle så stort et set up om med kort varsel, pointerer erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg.

At årsmødet i år kommer til at foregå digitalt betyder også, at der ikke vil være deltagelse af en inviteret æresgæst i lighed med eksempelvis sidste årsmøde, hvor Mia Wagner som direktør for Freeway-koncernen kom og delte ud af egne erfaringer med at udvikle og drive en virksomhed, som har flere grene i internet- og mediebranchen.

Prisuddeling for sjette gang

Det er sjette gang, vækst- og erhvervsprisen uddeles, og den er stiftet for at anerkende enkeltpersoner, virksomheder og organisationer, der har gjort en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i Rebild Kommune.

Betingelserne for at få prisen er blandt andet, at en indstillet virksomhed, organisation eller enkeltperson i det forgangne år har bidraget med et eller flere af på forhånd fastlagte kriterier.

Vækst- og Udviklingsprisen består ud over en statuette i en check på 10.000 kroner.

Sidste års vinder var webbutikken Global Tools i Støvring, der blev valgt blandt 10 kandidater.

At der i år er indstillet hele 37 kandidater til hædersprisen mener erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg blandt andet skyldes medieomtale og annoncering samt markedsføring på forskellige digitale platforme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...