25 turdeltagere trodsede det triste vejr og drog med Birgitte Wilsted Simonsen på æbleskivetur i weekenden

REBILD: Det blæste lidt, himlen var grå, og der kom et par enkelte dryp, da 25 personer i weekenden var samlet på parkeringspladsen ved Rebild Bakker.

Foran selskabet stod et par timer i selskab med naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen, Outdoorhimmerland.dk.

Programmet bød på en travetur gennem Rebild Bakker ned til Kovadsbækken - med information om bl. a. Top Karen, 4. juli festen, bakkernes dyreliv og krybskytten Lars Kjær.

Ved Kovadsbækken fik vandrerne oven i købet set den flotte vandstær, der i øjeblikket er på besøg nordfra.

På tilbagevejen var der indlagt et ophold i Max Henius Bålhytten, hvor der var var sat kaffe og saftevand frem og tændt op i bålet, så turdeltagerne kunne varme æbleskiver på en pind hen over bålet.

- Selv om æbleskiverne er købt i en butik, kommer de alligevel til at smage helt anderledes, når de er tilberedt over åben ild. Og at de så samtidig nogle gange resulterer i en æbleskive, der er meget sort, er desværre en uheldig sidegevinst, bemærker turleder Birgitte Wilsted Simonsen.

Der er æbleskivetur igen 22. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...