Biografsalen i Rebildcentret var tætpakket med interesserede tilhørere, da DN og Agri Nord sammen inviterede til debat i forbindelse med Klima Rebild

REBILD: Salen var proppet til randen - og arrangørerne måtte afvise yderligere 20, som der ikke var plads til - da Rebildcentret forleden aften dannede ramme om et Klima Rebild-arrangement med fokus på ”de lavtliggende markers potentiale i kampen for klimaet”.

Debatten var arrangeret i et samarbejde mellem Agri Nord, Danmarks Naturfredningsforening og Rebildcentret. DR-journalist Dan Grønbech styrede debatten og formåede hele vejen igennem at holde en godmodig tone, og i debatpanelet sad Thyge Nygaard, landbrugsfaglig seniorrådgiver i DNs sekretariat, Thomas Harttung, økologisk landmand fra Barritskov, Jørgen E Olesen, forsker v. Århus Universitet, Carl Christian Pedersen, formand for Agri Nord og Sofus Rex, leder af landbrugsforvaltningen i Miljøstyrelsen.

Undervejs bød arrangementet oven i købet på en regulær nyhed.

Omtrent et halvt døgn før resten af nationen blev de tilstedeværende i Rebildcentret af kontorchef Sofus Rex informeret om, hvordan de i tørkepakken afsatte 150 mio kr. til jordfordeling skal forvaltes.

- Og generelt var det et meget et vellykket fyrtårns-arrangement under Klima Rebild 2019 med relevante oplæg og en både indholdsrig og fornøjelig debat, konkluderer den lokale formand for Danmarks Naturfredningsforening, Anette Bruun Hansen.

Det er allerede nu aftalt, at DN og Agri Nord også til næste år går sammen om et tilsvarende Klima Rebild-arrangement.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...