Travl VVS-virksomhed i nye lokaler i Skørping

0
Rasmus Winther i spidsen for Winther VVS & Ventilation i Skørping. Foto: Jesper Bøss
Der har været fart på siden Rasmus Winther sprang ud som selvstændig med Winther VVS & Ventilation ApS i Skørping tilbage i 2011. I dag er der seks ansatte i virksomheden, der pr. 1. januar rykkede ind i nyt, flot domicil på Skørping Nord 13.

– Vi er en traditionel VVS-virksomhed, der har opbygget et solidt kundegrundlag af både private, erhverv og industri, ligesom vi geografisk udfører arbejde både i Sverige, Norge og Danmark. Vi har blandt andet en del større virksomheder og forskellige konceptbutikker, som vi arbejder fast for. Blandt andet Tulip og den hastigt voksende kæde Joe & The Juice. Samtidig har vi selvfølgelig også mange private kunder, både lokale i og omkring Skørping, samt i resten af Danmark, dog primært Nordjylland, fortæller Rasmus, der glæder sig over travlheden og udviklingen i virksomheden.

– Da jeg startede var det som en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg var tilfreds, hvis jeg kunne holde min egen løn hjemme. Men siden dengang er det gået langt over forventning, og vi er i gennemsnit vokset med en medarbejder om året. Ud over mig selv er vi i dag seks ansatte, hvilket jeg ikke lige havde regnet med, da jeg startede. Men det er gået godt, og lige nu søger vi også yderligere en montør til at arbejde i udlandet, samt en ny lærling, fortæller Rasmus.

– Samtidig med at vi er vokset på medarbejdersiden, har vi løbende også arbejdet på at forbedre vores faciliteter. I starten drev jeg virksomheden hjemme fra privaten, inden vi i 2014 købte kommunens tidligere materielgård på Skørping Nord 6. Den bygning har jeg fortsat, men det har været et kæmpe skridt fremad, da vi den 1. januar i år rykkede ind i vores nye lokaler her på Skørping Nord 13. Jeg kan også mærke på medarbejderne, at det betyder meget for dem at have nogle rigtige gode forhold. Det har vi fået nu, fortæller Rasmus, der oprindeligt er landmand, men som tog uddannelsen til VVS-installatør.

– Inden jeg startede som selvstændig var jeg produktchef for klima og ventilation hos Sanistål, men jeg ville gerne i gang med at bruge min installatøruddannelse, samtidig med at jeg havde lyst til at prøve mig selv af med min egen virksomhed. Det har jeg på ingen måde fortrudt, også selvom det ofte bliver til nogle lange arbejdsdage, som godt kan være lidt vanskelige at få til at hænge sammen med familielivet, hvor min kæreste, Camilla, og jeg har tre børn på henholdsvis 8 år, 5 år og 9 måneder.

– Ja, der er travlt, og om et par måneder slutter Camillas barsel. Her har vi aftalt, at hun starter på kontoret her i virksomheden. Det giver os en anden fleksibilitet, end hvis hun skulle ud i en anden virksomhed, fortæller Rasmus, der også har nok at se til i fritiden, hvor han er næstformand i Skørping Erhvervsforening, samt med i foreningens flaglaug og aktivitetsudvalg. Sidstnævnte var det udvalg, der senest i december måned stod bag en ganske vellykket julefrokost i Skørping Idrætscenter.

– Det er vigtigt, at vi bakker op omkring byen, og giver hånd med i opgaverne om at udvikle byen. Jeg synes, at vi generelt har et godt samarbejde i Skørping, hvor jeg også fornemmer, at virksomhederne har rigeligt at lave. Selvfølgelig er byen lidt udfordret i detailhandelen, hvor der er lukket nogle butikker, men ellers er der generelt rigtig godt gang i erhvervslivet i byen, slutter Rasmus.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close