Træskulpturer på vej i dyrepark

0
Dyrene i Arden Dyrepark får inden længe selskab af en række nye træskulpturer - fremstillet i Kristi himmelfartsferien. Arkivfoto
ARDEN: Freden i Arden Dyrepark vil i den kommende tid blive forstyrret af tre kædesave.

Dyreparken har hyret tre specialister til at lave træskulpturer med motorsav. Det kommer til at foregå Kr. himmelfartsdag og de efterfølgende to dage, altså fra 10.-12. maj.

Arrangementet vil foregå på p-pladsen ved Arden Naturlegeplads, og parkering på pladsen vil derfor ikke være tilladt de pågældende dage, da der er fare for at bilerne vil blive beskadiget af savspåner.

Arden Spejdergruppe vil være på pladsen fra middag til aften alle tre dage, hvor de vil sælge drikkevarer samt noget spiseligt. Samtidig vil de som “Miljøagenter” fortælle om bl. a. affaldssortering.

Arden Dyrepark betaler selv den største del til arrangementet. De sidste 10.000 kroner har foreningen fået af den kommunale tilskudspulje “Kulturligvis”.

De penge, foreningen selv betaler, er en del af arven fra Knud Børge Sørensen, kendt som KB.

Han har altid gerne villet have figurer rundt om i Arden, men selvom han selv var parat til at betale, sagde den daværende Arden Kommune nej tak til tilbuddet.

Så det er i høj grad i Knud Børge Sørensens “ånd”, at det nu sker.

Oveni arven betalte KB i sin tid 130.000 kr. til etableringen af Arden Dyrepark, så byen er ham generelt en stor tak skyldig.

Til fremstillingen af træskulpturerne har Arden Dyrepark købt fire store træstammer i asketræ.

Hvad de tre “motorsavsførere”, Niels Ejner Petersen, Peter Hausgaard Gregersen og Dorthe Hedensted Lund, får ud af stammerne er ikke bestemt endnu.

De tre har tidligere været med til at lave skulpturer på Blokhus Skulpturfestival, og en række af deres tidligere arbejder kan ses på nettet.

Arden Dyrepark har i øvrigt allerede lavet aftale med Arden Fællesråd om et lignende arrangement i 2019, når Arden fejrer 150 års jubilæum som stationsby, og håbet er, at arrangementet kan udvikle sig til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close