Stegetermometer fra Skørping har kurs mod internationale markeder

0
Iværksættervirksomheden har lige nu hjemme på Teglgårdsvej i Skørping – i Martins lejlighed, hvor køkkenbordet er omdannet til udviklings-, PR- og administrationsafdeling for den spirende virksomhed. Foto: Jesper Bøss
Martin Kloster og Kasper Kristensen fra Skørping har udviklet et intelligent og interaktivt stegetermometer, som de satser på skal blive en succes i store dele af verden.

For de fleste madentusiaster er et klassisk stegetermometer en tro følgesvend. Både til daglig i køkkenet og ved grillen om sommeren. Men prøv at forestille dig, hvis du havde et stegetermometer, hvor du via din mobiltelefon eller tablet indtaster den ønskede kernetemperatur på bøffen eller stegen, og derefter med det samme får at vide, hvornår kødet er færdigt. Du får med andre ord kødet stegt nøjagtigt, som du ønsker det, samtidig med at du ved, hvornår kartofler og andet tilbehør skal være færdigt.

Det er, i en meget forenklet udgave, idéen bag stegetermometeret CookPerfect, som Martin Kloster og Kasper Kristensen har udviklet, og som de nu er klar til at sende på markedet.

– Stegetermometeret måler kødets temperatur hele fem forskellige steder på kødet, og via specialudviklede matematiske udregninger kan det fortælle nøjagtigt, hvornår kødet er, som du gerne vil have det, fortæller Martin Kloster, der sammen med Kasper Kristensen er gået all-in på, at CookPerfect skal blive en succes.

– Vi har begge haft rigtig gode og vellønnede jobs, men alligevel er det noget særligt at starte sit eget. Det er fantastisk motiverende, og man glæder sig over hver dag, man skal på arbejde. Også selvom det er ved at være et stykke tid siden, at vi har fået løn, lyder det samstemmende fra iværksætterduoen, der har arbejdet med CookPerfect sammenlagt i et par år. I starten som aftenarbejde. Nu som fuldtid.

Martin og Kasper kommer begge fra Struer-området, hvor de spillede fodbold sammen i ungdomsårene, og hvor de jævnligt snakkede om at starte noget sammen. Det har de nu gjort med CookPerfect med base i Skørping, hvor de begge bor med deres familier.

– CookPerfect er grundigt gennembearbejdet og testet for at sikre, at produktet lever op til forventningerne, både i forhold til features og kvalitet, fortæller Martin og fortsætter:

– Vi har også lavet grundige markedsanalyser, og vi ser et stort marked både i Danmark, Skandinavien og på en række internationale markeder, blandt andet USA. Vi føler, at vi har et godt produkt, som kan blive en global succes. Vi er ved at være parate til at trykke på produktionsknappen, men her er det nødvendigt med investeringer i produktionsudstyr og varelager.

– Derfor har vi valgt at søge kapital via crowdfunding. Det er meget nemt. Man kan gå ind på hjemmesiden www.indiegogo.com og bestille et eksemplar af stegetermometeret til en attraktiv pris. På den måde støtter man projektet, samtidig med at man får et CookPerfect stegetermometer med posten. Ovenikøbet inden jul, fortæller Kasper og fortsætter:

– Det går i øvrigt rigtig godt med crowdfundingen. Der har allerede været stor opbakning, både fra Danmark og resten af verden, så det lover godt, og det understreger også interessen for vores produkt. Målet er at indsamle omkring 400.000 kr. via crowdfunding.

Iværksættervirksomheden har lige nu hjemme på Teglgårdsvej i Skørping – i Martins lejlighed, hvor køkkenbordet er omdannet til udviklings-, PR- og administrationsafdeling for den spirende virksomhed.

– Vi håber, at vi meget snart kan rykke i andre lokaler. Meget gerne til Businesspark Støvring. Men der skal lige være penge til det, slutter iværksætterduoen fra Skørping.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close