Rebild håber på flere plejefamilier

0
Foto: Henrik Bo
REBILD: Hvis man overvejer at blive plejefamilie i Rebild Kommune, kan man få mere at vide på et informationsmøde torsdag 16. marts kl. 17 på rådhuset i Terndrup.

Dorte Rømer Jensen, som er leder af kommunens såkaldte socialfaglige tilbud, siger, at der ikke aktuelt er stor mangel på plejefamilier:

– Men vi vil gerne være på forkant. Det er sværest at rekruttere familier til aflastning og familier til særligt udfordrede børn, hvor det er af betydning, at den ene af plejeforældrene er pædagog eller sundhedsfagligt uddannet, siger Dorte Rømer Jensen.

Hun gør opmærksom på, at aflastning ikke kun behøver at være i weekender.

Der er heller ikke længere en øvre aldersgrænse for at blive godkendt som plejefamilie. Enlige kan i øvrigt også blive godkendt.

Netop en enlig plejemor er blandt de deltagere, man kan høre fortælle torsdag aften i Terndrup.

Socialtilsyn Nord, som for tre år siden har overtaget ansvaret fra kommunerne for at godkende og føre tilsyn med plejefamilier, vil også komme med et oplæg, ligesom man kan møde blandt andre to familieplejekonsulenter.

Der er ikke tilmelding til mødet, men på baggrund af aktivitet på Facebook og telefoniske henvendelser håber Dorte Rømer på et fremmøde i stil med sidste gang, hvor der mødte ca. 30 interesserede op.

– Også borgere bosiddende uden for Rebild Kommune har vist interesse, oplyser hun.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close