Opera ruller til Rebild igen

0
Sopranerne Charlotte Hjørringgaard (tv) og Marianne Heuer gav den fuld gas med operaarier i nærbanetogene mellem Skørping og Aalborg søndag formiddag. Foto: Anne Mette Welling
To sopraner sang i nærbanetog som levende reklame

Opera i Rebild nærmer sig med den store udendørs koncert søndag 13. august, og i den forløbne weekend blev der varmet op til den med operaarier i nærbanetogene mellem Skørping og Aalborg.

Anledningen var indvielsen af den nye nordjyske nærbane, hvor man hele søndagen kunne køre gratis med de nye nærbanetog fra Nordjyske Jernbaner.

De to sopraner Charlotte Hjørringgaard og Marianne Heuer underholdt passagererne om formiddagen med arier og highlights fra kendte operaer.

Begge solister indgår på søndag i det udvidede operafestival-kor bestående af Den Jyske Operas Kor, Coro Misto samt en række tidligere modtagere af Rebild Musikpris.

Efter planen begynder de frivillige at sætte scenen op i Rebild Bakker onsdag aften, og Arne Arildsen krydser fingre for tørvejr på vegne af arrangørerne, foreningen Opera i Rebild.

– Det er selvfølgelig vigtigt på selve koncertdagen, men også de tre-fire dage forinden, hvor vi laver forberedelserne, siger han.

I år kommer de frivillige fra Støvring IF, fodboldsamarbejdet i Rebild Syd, Gregers Krabbe Friskolen og Hellum Friskole, samt Skørping Frem.

Vejret er også vigtigt for billetsalget.

– Hidtil har det ikke just været et vejr, der sælger billetter, men vi er da på “business as usual” med omkring 1300-1400 solgte billetter nu. Vi plejer at sælge de sidste 600-1000 billetter på den sidste uges tid op til koncerten, fortæller Arne Arildsen.

Opera i Rebild samler sædvanligvis et par tusinde tilskuere.

Som noget nyt i år er Opera i Rebild blevet en del af Aalborg Operafestival, som har flyttet hele festivalen fra marts til august.

– Vi er jo ikke konkurrenter, men kan derimod hjælpes ad med at synliggøre arrangementerne. Vi kan endnu ikke se effekten, men jeg er sikker på, at samarbejdet på længere sigt kommer begge parter til gode, så vi kan tiltrække flere gæster udefra. Men operafestivalen skal jo også lige vænne sig til at være flyttet til nyt tidspunkt. Vi er i hvert fald absolut blevet betragtet som en ligeværdig partner, ikke som en lillebror, noterer Arne Arildsen med tilfredshed.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close