Ny udstilling i Rold om livet på hjul

0
En tungt læsset lastbil efterspændt med to vogne fotograferet i 1939. Forrest ses Olga og Alfred Fiedel, der ejede beboelsesvognen, der nu står på Cirkusmuseet. Foto: Reno Fiedel
Gamle tivolivogne fortæller fra 3. maj historie på Cirkusmuseet

ROLD: Gennem mange år har cirkus- og tivolifolk haft en tilværelse, hvor de flyttede sig fra sted til sted, og hvor deres hjem havde hjul.

Den historie sætter Cirkusmuseet i Rold fokus på i en helt ny udstilling kaldet “Livet på hjul”. Her kan man opleve både en original beboelsesvogn med inventar og en gammel pakvogn med en lille udstilling, der fortæller om de rejsende folk og vognenes historie.

Udstillingen åbner officielt torsdag 3. maj, hvor museet er vært ved en lille forfriskning – naturligvis på hjul.

De to vogne på udstillingen har gennem mange år kørt på de danske landeveje og har nu gennemgået en omfattende restaurering.

Vognene tilhørte oprindelig tilhørt familien Fiedel, der var tivolirejsende.

Martha og Wilhelm Fiedel rejste til Aarhus i 1890’erne, hvor de etablerede et gartneri og forskellige handelsvirksomheder, men da Wilhelm i 1912 besluttede at udvide forretningen med at investere i en karrusel, fik det stor betydning for flere generationer i familien.

Wilhelm fik opbygget en solid forretning med tivoli, og efter en årrække rejste det meste af familien rundt med tivoli.

Sønnerne fik også smag for livet på landevejen og tilbragte deres ungdom som “knyster” – medhjælpere – i farens tivoli. Sønnen Max Fiedel etablerede sig i 1929 som selvstændig karruselejer, og pakvognen på den nye udstilling i Rold har tilhørt ham. Den har primært været anvendt til at transportere den hestekarrusel, der gjorde ham berømt i hele Danmark, da Aarhus-bandet Gnags skrev en sang og gav ham hæderstitlen “Karruselkongen Mr. Swing King”.

Broderen Alfred Fiedel etablerede i 1935 sit eget tivoli, som han og hustruen Olga rejste rundt med de følgende 20 år. Alfred var den sidste ejer af begge vognene på Cirkusmuseet, og beboelsesvognen var hans hjem i hans sidste 20 leveår. Vognen står nu, som Alfred indrettede den i 1970’erne, hvor den stod permanent i hans søns have i Aarhus. Ved Alfreds død i 1986 blev både beboelsesvognen og pakvognen skænket til Cirkusmuseet af efterkommerne.

Selv om vognene i bund og grund er bygget til at stå ude i al slags vejr, var de efter 30 år bag ridehuset i Rold blevet godt medtagne af kulde, regn og sol.

Restaureringen blev påbegyndt i 2016, og det rådne træværk og tag er nu udskiftet. Beboelsesvognens møbler og andet inventar har været på Bevaringscenter Nord, hvor det er blevet repareret og konserveret.

De gamle træhjul var voldsomt angrebet af råd, men er nu udstyret med nye fælge i overensstemmelse med hjulmagerhåndværkets gamle metoder, og vognene vil for fremtiden være bedre beskyttet mod fugt, idet der bl.a. er blevet installeret en affugter, der kan holde både træværk og inventar tørt hele året rundt.

Udstillingen og restaureringen er muliggjort med støtte fra Cirkusfonden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close