Ny røver i spidsen for Røverstuen: Som at komme hjem

0
Mikkel Schnoor Nielsen. Ny restauratør på Røverstuen. Foto: Jesper Bøss
Den 4. juli – samme dag som Rebildfesten – overtog Mikkel Schnoor Nielsen Røverstuen i Rebild.

– Jeg glædede mig som et lille barn til at overtage Røverstuen, og den glæde er ikke blevet mindre, siden jeg startede her for godt en måned siden. Det er nogle enestående rammer, og det er en fantastisk følelse at træde ind ad døren hver eneste dag.

– Jeg blev udlært et sted, der minder meget om Røverstuen, så det føles “som at komme hjem”. De seneste år har jeg virkelig savnet á la carte-delen, og det er netop den, der har været ekstremt travlt med den første måned her på Røverstuen, hvor vi også har været tilsmilet af det dejlige vejr, der har fyldt vores store udendørsterrasse stort set hver eneste dag, fortæller Mikkel, der de seneste mange år har været forpagter af Hobro Idrætscenter og Restaurant Bramslev Bakker. Ved førstnævnte er stafetten givet sikkert videre, mens han har Restaurant Bramslev Bakker nogle måneder endnu. Her stopper Mikkel den 30. september.

– Jeg vil fuldt ud koncentrere mig om Røverstuen. Det er et unikt sted, som fortjener al min fokus.

– Starten har da også været overraskende positiv og travl. Ja, faktisk så travl, at jeg gerne indrømmer, at vi de første par uger var en smule underbemandet nogle enkelte aftener. De gav lidt for lang ventetid i restauranten, hvilket jeg selvfølgelig skal beklage overfor de gæster, der oplevede længere ventetid end ønsket. Men det er der styr på nu, og modtagelsen har været helt fantastisk. Både fra lokale og turister, fortæller Mikkel, der arbejder på flere nye og spændende tiltag på Røverstuen.

– Vi fortsætter med musik og røverindslag hver fredag. Her vil musiker Axel Meilholm fortsat være et hyppigt og populært indslag, men der vil også komme nye musiknavne til. Samtidig har vi også en række nye tiltag i støbeskeen, blandt andet arrangementer med fokus på lokale smagsoplevelser, ligesom vi arbejder på et par koncerter med nogle lidt større musiknavne. Generelt har jeg meget fokus på en fortsat positiv udvikling af stedet, fortæller Mikkel.

– Maden vil fortsat have et godt udgangspunkt i det danske køkken, men med megen fokus på årstidernes og de lokale råvarer. Det skal kunne smages, at vi laver mad med hjertet, fortæller Mikkel, der ud over travlheden i restauranten også kan mærke, at der er godt gang i bestillingen af selskaber.

– Røverstuen har rigtig gode rammer til både små og store fester, så kalenderen er godt fyldt. Der var en del bookinger, da jeg overtog Røverstuen, men der har også været fart på med bookingerne, siden jeg overtog den, slutter Mikkel.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close