Lokale træder i pedalerne for Julemærkehjemmet i Hobro: Målet er Paris

0
Anne Aarup Mikkelsen og Thomas Gade fra Øster Hurup er også med, når turen går til Paris. Foto: Privat.
De grøn/gule cykler for 9. gang for Julemærkehjemmet i Hobro

HIMMERLAND: Nordjylland/Himmerland har 45 ryttere på det hold, som sammen med fire øvrige danske hold, cykler penge ind for at støtte Julemærkehjemmene.

Det lokale islæt på Tour de Taxa i år er repræsenteret ved Anne Aarup Mikkelsen & Thomas Gade, Øster Hurup, som cykler for den gode sag.

Turen på de 9 dage går ned over Vejle mod grænsen, igennem Tyskland, Holland og Belgien og ind til Paris. Holdet cykler sammen med de øvrige fire hold samlet ind gennem Paris fredag 27. juli, så det er et felt på knap 200 ryttere der triller op af Champs-Élysées, runder Triumfbuen og slutter ved foden af Eiffeltårnet.

Ved Eiffeltårnet vil der sikkert være gensynsglæde med familierne – og måske har de en blød pude med!!

Man kan støtte den gode sag – Julemærkehjemmet Hobro – ved f.eks. at aftale et fast ørebeløb pr. kørt km direkte med den enkelte rytter. Selv f.eks. 5 ører pr. kørt km bliver til et godt beløb.

Knud Erik Høegh (K.E.) er holdets kaptajn og ansat på Julemærkehjemmet i Hobro, cykler turen for 8. gang. K. E. fortæller: – Udover at støtte Julemærkehjemmene, skal der være fokus på et godt kammeratskab, sammenhold og god opførsel på landevejene. Og der er plads til alle – alder spændet blandt deltagerne vidner også om dette: vi er fra 25 år til 71 år. Denne tur er ikke et cykelløb, men en cykeltur.

Holdets regler indeholder bl.a. at holdet cykler ud og hjem sammen, giver tegn når der svinges og stoppes, følger færdselsreglerne og viser hensyn til medtrafikanterne. Bilisterne får tit en high five med på vejen.

Og K. E. fortsætter: – Det bliver da en hård tur – 1.400 km på kun 9 dage, er ikke bare noget man lige gør og det kræver meget af deltagerne. Der bliver sørget for god forplejning, massage og mekaniker i det serviceteam på 8 personer, der følger holdet. Og der ligger på forhånd ca. 2.800-3.500 træningskilometer i de enkelte deltageres ben.

Træningen har stået på siden januar og K.E. husker, at vanddunkene frøs til is på årets første ture! Tour de Taxa-holdet kan let genkendes på vejene: sort/gule hjelme og det grøn/gule tøj.

I juli 2018 cykler i alt fem Tour de Taxa hold fra Danmark til Paris på 8 – 9 dage.

Det første Tour de Taxa hold blev dannet af en gruppe med tilknytning til Aarhus Taxa i 2010. Der var 32 ryttere på den første Tour fra Aarhus til Paris.

De følgende år blev der dannet et hold i København og et på Sydhavsøerne. I 2014 blev det første hold fra Himmerland dannet og i 2016 kom holdet fra Syd/Sønderjylland og Fyn til.

Himmerlandsholdet har cyklet ca. 200.000 km, når de den 27. juni 2018 står foran Eiffeltårnet.

I 2017 overraktes 1,25 mio. til Julemærkefonden og målet i 2018 er at slå dette beløb. H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for Julemærkefonden som driver landets 5 julemærkehjem.

Se mere på www.tourdetaxa.com og følg holdet på Facebook “Tour de Taxa Himmerland”.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close