Kvinden i det runde halmhus

0
Et fantastisk charmerende og unikt hus. Foto: Jesper Bøss
Der var fuld fart på karrieren for Sussi Handberg. Som sociolog underviste hun i miljøplanlægning på Aalborg Universitet, hvor hun også forskede i teknologiforandring og arbejdsmiljø. Men i 1995 ramte lynet. Under et ophold i Norge fik Sussi tre boldpropper i hjernen, og hun mistede talens brug, blev lammet i højre side og svævede mellem liv og død. Men Sussi kæmpede sig tilbage, lærte at tale og fik førligheden igen. Hun kunne dog ikke vende tilbage til arbejdslivet og blev invalidepensionist. Men livsmodet havde hun ikke mistet, og som en slags terapi kastede hun sig over at bygge sit eget runde halmhus – et klimahus, der står på Purkervej i Skørping.

– Jeg har altid været meget interesseret og engageret i klimaspørgsmål, både professionelt og personligt. Derfor var det oplagt for mig at kaste mig over at tegne, designe og bygge mit klimahus, det er jo en kollektiv skulptur, mindst 30 par hænder har skabt dette hus, fortæller Sussi, hvis engagement i klimaet understreges af den glød og energi, der er i øjnene på hende, når hun fortæller om de barske konsekvenser, klimaforandringer og vores handlinger har, ikke mindst for de kommende generationer. Hun er en glødende ildsjæl, dog uden at være fanatisk, som hun selv udtrykker det. Hun har således både computer, fjernsyn og el-cykel!

Sussis runde hus er på samme tid smukt, fascinerende og anderledes. Det er et lerklinet halmhus på et isolerende fundament af muslingeskaller og et gulv af 15 centimeter stampet ler, der er efterbehandlet med linolie.

Indervæggene er malet med lermaling, der modsat eksempelvis akryl- eller plastmaling, er 100 % åndbart. Det kan absorbere fugt, og der finder et naturligt luftskifte sted gennem ler væggene. Derfor har Sussis hus heller ingen ventilation, emhætte eller lignende. Det klarer huset selv.

Den sydvendte halvdel af husets facade er et stort vindue med energiglas, hvilket sikrer et massivt indfald af sollys. Solvarmen lagres i væggene og gulvene, hvilket sikrer en god og naturlig varme. Taget på huset er isoleret med halm, hvorpå der er bassinfolie med en vækst af små, grønne planter. Det er både isolerende, ligesom planterne helt naturligt suger fugten.

Huset holdes oppe af afbarkede stammer. Taget er en selvbærende spiralkonstruktion, der samtidig har den fordel, at der i fraværet af den centrale, bærende stolpe, er blevet plads til et ovenlysvindue, hvilket sikrer endnu mere lysindfald.

– Jeg fik ideen til konstruktionen, da jeg i en periode boede sammen med nogle samer i Nordnorge. Enkelte af deres huse var bygget på denne måde, fortæller Sussi, der understreger, at alle stammerne, der er brugt i huset, er fældet på hendes egen grund. De består af stammer fra ædelgran, bøg, ahorn og kirsebær.

Sussi Handbergs unikke hus bliver med jævne mellemrum fremvist for interesserede. Det vil det også blive i forbindelse med Klima Rebild 2017, der snart løber af stabelen med over 60 klimaarrangementer spredt i hele Rebild kommune.

Klima Rebild 2017 er arrangeret i et samarbejde mellem Det Grønne Råd, frivillige ildsjæle, Rebild Kommune og en lang række institutioner, virksomheder og interesseorganisationer.

– Det er fjerde år i træk, at vi arrangerer Klima Rebild, og for hvert år bliver det bare større og større. Igen i år har opbakningen været helt fantastisk, og jeg glæder mig rigtigt meget til, at vi igen kan sætte klimaet på dagsordenen i vores kommune, fortæller Sussi, der i sin tid var med til at starte diskussionen om klimaet i Det Grønne Råd, ligesom hun er næstformand i Danmarks Naturfredningsforening og yder en kæmpe indsats i den praktiske afvikling af Klima Rebild 2017.

Sidst men ikke mindst er hun “Kvinden i det runde halmhus”.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close