Kulturhus sætter kulør på efteråret

0
SPJustFrost - optræder i Arden 6. oktober. PR-foto
Fire solide navne på koncertplakaten i Arden

ARDEN: Midt i en skøn sommertid kan man godt alligevel gå og glæde sig til, det bliver efterår.

I hvert fald hvis man er til gode, intime musikoplevelser.

Kulturhuset i Arden har netop præsenteret efterårets koncertprogram, og det er et program, som utvivlsomt vil kunne fremkalde misundelse i langt større byer rundt om i Danmark.

Programmet indledes lørdag 6. oktober med en solid omgang rock i selskab med trioen SPJustFrost.

Efter mange års pause er d’herrer Søren Frost, “SP” Henrik Schou Poulsen og Esben Just atter samlet for at vælte de danske spillesteder- og klubber med deres utrolige smittende musikglæde og fantastiske sammenspil.

Blot fem dage senere er der atter koncert i Arden – til den tid med ingen ringere end Allan Olsen.

Med den nordjyske sanger og sangskriver på plakaten er der næsten garanti for udsolgt i Kulturhuset 11. oktober, og netop på en mindre og intim scene som den i Arden kommer en solo-koncert med Allan Olsen for alvor til sin ret.

Fredag 9. november kan Kulturhuset byde på koncert med Tørfisk, der siden 1981 har formået at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster fra det vestjyske.

Koncerterne krydres altid med røverhistorier og underholdning på topplan, og publikum kan aldrig vide sig helt sikre.

Måske sidder man lige i skudlinjen – men kvartetten har mange års erfaring i at drille fra scenen på en god og sober måde.

Sidste navn på Kulturhus-plakaten i efteråret er Hanne Boel.

Hanne Boel har længe stået på Kulturhusets ønskeliste, og 30. november går dette ønske i opfyldelse.

Hanne Boel slog igennem som sanger i slutningen af 1980’erne og har siden da befundet sig på toppen af den danske soulpopscene med diverse priser og omkring 20 udgivelser bag sig. Senest blev hun inviteret til at dele ud af sin musikalske kunnen og erfaringer, da hun i efteråret 2016 deltog i den sjette udgave af TV2’s “Toppen af Poppen”’.

Ved koncerten i Arden kan publikum forvente en skønsom kombination af det prøvede, det nye, det soul’ede, det blues’ede og det jazz’ede – alt det, som Hanne Boel er gjort af.

Koncertprogrammet udgør i øvrig kun en lille del af Kulturhusets samlede efterårsprogram.

Det komplette program med teater, udstillinger, foredrag m.m. sendes på gaden i midten af august.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close