Købmandsbutikken i Ravnkilde i krise

0
Hanne Degn overtog i foråret 2006 købmandsbutikken Min Købmand i Ravnkilde efter købmandsparret Jørgen og Karen Jensen. Investeringsselskabet Aalborgvej 2 I/S har de sidste knap to år ejet bygningen i Bygaden 8, der også omfatter privatbeboelse mod vest.
Købmandspar er netop gået konkurs med deres butik i Asferg

RAVNKILDE: ” Skal Ravnkilde fortsat have en købmandsbutik?”

Det er overskriften for en invitation til et borgermøde i Ravnkilde Forsamlingshus tirsdag aften klokken 19, som i øjeblikket bliver omdelt samt offentliggjort på nettet via byens Facebook-gruppe.

Bag invitationen står Ravnkilde Borgerforeningen og købmandsparret Hanne og Finn Degn.

Parret er netop 29. september gået konkurs med deres anden Spar købmandsbutik i landsbyen Asferg nord for Randers.

– Jeg blev som formand for borgerforeningen kaldt ned til møde i købmandsbutikken her i Ravnkilde søndag 3. oktober, hvor vi aftalte at arrangere borgermødet. Siden har vi ud over Facebook omdelt invitationer til borgermødet for at så mange som muligt tropper op og deltager tirsdag aften i borgermødet, påpeger Erling Nielsen som mangeårig formand for byens borgerforening.

Ifølge formanden vil repræsentanter for dagligvarekoncernen Dagrofa også deltage i borgermødet, hvor de vil give de fremmødte en orientering om den aktuelle krisesituation for købmandsbutikken i Ravnkilde og fremtidsmulighederne.

Formålet med borgermødet er ifølge Erling Nielsen at få konkrete forslag og bud på hvad der skal til hvis byen fortsat skal have en købmandsbutik.

– Kravet for at byens borgere skal hjælpe på den ene eller anden måde til købmandsbutikkens overlevelse er dog at købmandsparret på borgermødet lægger alle kortene på bordet og fortæller åbent om deres aktuelle økonomiske situation efter konkursen med deres købmandsbutik i Asferg, understreger han.

Hanne Degn overtog i foråret 2006 købmandsbutikken i Ravnkilde efter købmandsparret Jørgen og Karen Jensen ved at forpagte lokalerne.

Investeringsselskabet Aalborgvej 2 I/S har de sidste knap to år ejet bygningen i Bygaden 8.

Købmandsparret overtog Spar købmandsbutikken i Asferg i 2012 som lejemål og med selskabet Asferg og Omegn Invest ApS som ejer af både bygningen og tilhørende tankanlæg.

Købmand Hanne Degn ønsker på nuværende tidspunkt ikke at knytte nogen kommentar til det planlagte borgermøde tirsdag aften i Ravnkilde Forsamlingshus.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close