Husted forlader kommunalpolitik

0
Per Husted (S) genopstiller ikke til kommunalvalget i år i Mariagerfjord Kommune. Han vil nu satse på Folketinget.
Socialdemokraten Per Husted siger efter denne valgperiode farvel til sin plads i byrådet og satser på Folketinget

MARIAGERFJORD: Per Husted (S) har tidligere i flere omgange været i Folketinget som vikar og går nu benhårdt efter et mere permanent ophold på Christiansborg.

At Per Husted er på vej ud af lokalpolitik har mere eller mindre ligget i kortene, siden Leif Skaarup (S) tog over som gruppeformand halvvejs inde i denne valgperiode, og nu ligger det endegyldigt fast, at spidskandidaten i 2013 ikke genopstiller til byrådet i Mariagerfjord Kommune.

– Ja, jeg ville jo gerne have været borgmester, men det blev jeg ikke, siger Per Husted.

Han tabte ved valget i 2013 flertallet i byrådet til blå blok med Mogens Jespersen (V) i spidsen, til trods for at Socialdemokratiet med 13 medlemmer blev det største parti. Med sig på vejen ud af byrådet får Per Husted fuld opbakning fra sin gruppeformand Leif Skaarup, som ønsker ham held og lykke fremover.

– Jeg er da ærgerlig over, at han ikke genopstiller. Per Husted er en kapacitet, især da han ofte har en anderledes vinkel på tingene, siger Leif Skaarup.

– Dog bliver det potentielt en kæmpe fordel for hele kommunen at have en repræsentant i Folketinget. Det kan nogle gange være lidt svært at råbe dem op, siger han.

Per Husted mener selv, at det kan blive en god ting for de lokale Socialdemokrater, at han ikke genopstiller.

– Jeg tror, Leif bliver styrket i sit kandidatur, og det glæder mig. Selv om man er i samme parti, er der stadig en eller anden form for konkurrence til et valg, og nu slipper Leif jo så for at kæmpe med mig, siger Per Husted.

Han bliver forventeligt spidskandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjordkredsen, når der i 2019 er Folketingsvalg.

– Ja, det håber jeg da. Valgplakaterne er nemlig trykt, griner han.

Indtil da glæder han sig til ekstra fritid med sine to døtre, inden de flytter hjemmefra.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close