HCI løb sig til sejre på naturskøn hjemmebane

0
Arrangørskolen HCI vandt holdkonkurrencen på halvmarathon for drenge, hvor disse tre var hurtigst. Fra venstre er det Mikkel Glensvang, Emil From og Nicolai Viuff.
ROLD: 220 efterskoleelever og en god håndfuld lærere kastede sig for nylig ud i De Nordjyske Mesterskaber i halv- og kvartmaraton i Rold Skov.

Bag konkurrencen i de to distancer stod Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI), og deltagerne var begunstiget af et flot efterårsvejr, som gjorde turen gennem skoven og rundt om Store Økssø til en smuk oplevelse midt i strabadserne.

I start- og målområdet ved Skørping Idrætscenter var der forplejning til løberne efter endt dont, og der var ligeledes sørget for væskedepoter ude på ruten.

Ni forskellige skoler stillede op til start med et varierende antal deltagere.

Ud over værterne på HCI deltog elever fra efterskolerne Klank, Horne, Hørby, Rebild, Skals, Mariager, Halvorsminde og naturefterskolen i Aalestrup.

Emil From fra HCI blev hurtigste dreng på den halve maraton, mens den samme titel hos pigerne gik til Lærke Bregnhøj fra Halvorsminde.

På kvartmaraton var Samuel Carbac fra Mariager hurtigst, mens det blandt pigerne var Mie Krog fra Klank Efterskole.

Eleverne dystede også i en holdkonkurrence, hvor de tre bedste løbere fra hver skole talte med. Her gik sejren i både drengenes og pigernes halvmaraton til HCI, mens det var Mariager Efterskole, der hev holdsejren i kvartmaraton hjem.

– Vi har som skole stået for løbearrangementet gennem flere år, og vi får hvert år mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne og deres respektive skole, som er glade for at kunne tilbyde den udfordring til deres løbeinteresserede elever. Og så er der naturligvis også mange, som roser de flotte omgivelser, som løbet afvikles i, siger Jacob Wind, lærer på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close