Guldregn over unge orienteringsløbere

0
I 12-års-klassen for blandede hold vankede der både guld og sølv til løberne fra Rold Skov OK. Her ses fra venstre Kristian Veggerby, Aksel Kappel og Mathilde Riis samt Sofie Flyvbjerg, Andrea Svenningsen og Asta Kappel. Privatfoto
ROLD SKOV: Rold Skov OK satte sig tungt på medaljerne ved de nordjyske mesterskaber i stafetorientering, som blev afviklet i Kr. himmelfartsferien.

Rold-løberne vandt guld på halvdelen af alle baner, og i flere klasser blev det endda også til anden- og tredjepladser.

I dameklassen, som spænder over aldersgruppen 17-49 år, vandt Ida Riis Madsen, Laura Bobach og Gertrud Riis Madsen suverænt med en komfortabel margen på 20 minutter ned til andenpladsen. Og dét til trods for, at Rold Skov OK-holdet var rykket op i en klasse for lidt ældre og normalt hurtigere løbere, da pigerne alle kun er 14 år gamle.

Rold Skov OK besatte i parentes bemærket også tredje- og fjerdepladsen i dameklassen.

I klassen for drenge/piger mellem 13 og 14 år strøg Mathilde Andersen-Otte, Camilla Flyvbjerg og Anna Harbo fra Rold Skov OK ind på en guldmedaljeplads – og kun fem minutter senere snuppede klubkammeraterne Silja Svenningsen, Mathilde Bobach og Laura Dalsgaard Christensen sølvmedaljerne.

Endelig var klubben også i front i den alleryngste klasse for drenge/piger indtil 12 år, hvor Andrea Svenningsen, Asta Kappel Jensen og Sofie Flyvbjerg vandt guld, mens Mathilde Riis Madsen, Aksel Kappel Jensen og Kristian Veggerby tog 2. pladsen og dermed sølvmedaljerne.

– Vi kom, så og sejrede, bemærker formand Ole Jensen efter mesterskabet, hvor orienteringsklubben endnu engang slog fast, at det målrettede arbejde med ungdomsløbere har vist sig succesfuldt.

– Tidligere var Rold Skov OK kun en parentes i resultatlisterne, men nu står vi øverst og er formentlig Nordjyllands mest aktive klub med en lang række tilbud og aktiviteter på kalenderen året rundt, fastslår formand Ole Jensen.

Resultaterne lover godt for deltagelsen i de forestående danske mesterskaber.

– For selvom konkurrencen er vanskeligere på landsplan, så viser medaljehøsten i Nordjylland, at vi er rigtigt godt med, noterer Jakob Madsen, der sammen med sin hustru Anne Riis koordinerer det omfattende ungdomsarbejde i klubben.

De har begge været med hele vejen, først som aktive forældre og gennem det seneste års tid som ungdomsledere.

I alt tæller ungdomsafdelingen i Rold Skov OK op imod 35-40 børn og unge, og stadig flere kommer til.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close