God mad, motion og flot natur i ét hug

0
Alle 60 pladser på jomfruturen ad den nye gastronomiske kvalitetssti i Rebild Bakker var udsolgt i løbet af kort tid, og det lover godt for stiens popularitet hos vandrerne, vurderes det. ?Arkivfoto
Ny gastronomisk kvalitetssti i Rebild indvies 4. april

REBILD: En gastronomisk kvalitetssti – intet mindre.

Det er, hvad man i Rebild vil kunne byde på efter 4. april.

Åbningen af ruten markeres onsdag efter påske med en lille ceremoni ved Rebildhus.

Her vil skovrider Bendt Egede Andersen og formanden for Dansk Vandrelaug, Steen Kobberø-Hansen byde velkommen og klippe den røde snor.

Der vil være kaffe til turdeltagerne, og de får også udleveret en madpakkepose, som de kan spise på vej til Mosskovpavillonen. I Mosskovpavillonen serveres tivolimad – rugbrød med fisk og rejer – og efter frokosten fortsætter deltagerne til Rold Storkro, hvor der venter kaffe og kage, inden man går tilbage til startpunktet.

Den nye gastronomiske kvalitetssti er i sin helhed 14 km lang og er godkendt og certificeret af Dansk Vandrelaug.

Stien forbinder spisestederne Rebildhus, Mosskovpavillonen og Rold Storkro, og kroejer Jørgen Pedersen, Rold Storkro, agerer selv guide på den del af åbningsturen, der går fra Mosskovpavillonen og til hans egen kro.

Derudover kommer guiderne fra Dansk Vandrelaug, og flere af dem har selv været med til at foreslå ruten, måle den op og godkende den.

Samtlige 60 pladser på jomfruturen var udsolgt på kort tid, og det ser initiativtagerne som et bevis på, at kombinationen af motion i et smukt landskab og forkælelse af maven er populært.

Indtil videre har Dansk Vandrelaug certificeret i alt 18 kvalitetsstier i Danmark.

De godkendte stier er grupperet i tre temaer: vandrestier (7), naturstier (9) og gastronomiske stier (2).

– Danskerne har opdaget, at naturvandring giver gode oplevelser, og mange mennesker går en dags-tur med rygsæk. Vi har efterhånden fået så mange kvalitetsstier, at folk er begyndt at få øjnene op for dem. I starten var det Dansk Vandrelaug, der fandt stierne. Nu får vi henvendelser fra kommuner og turistorganisationer med forslag til nye kvalitetsstier. Vi håber, at der snart kommer både familiestier og komfortstier for gangbesværede. Jo flere, der kan få adgang til naturen, des bedre, siger Steen Kobberø-Hansen, formand for Dansk Vandrelaug.

I tilknytning til det omfattende net af afmærkede ruter i Rold Skov og Rebild Bakker, som nu udvides med den gastronomiske kvalitetssti, har Deutsches Wanderinstitut tidligere certificeret en 3,6 km lang rute i bakkerne.

Den 2. juni i år markeres det, at Rebild Bakker-ruten opgraderes til en såkaldt Premiumweg, idet den til den tid forlænges til de krævede i alt 10 km.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close