Fødselsdagsbarn fejres med udstilling

0
Søren Josva Kristensen - kunne tirsdag 11. juli være fyldt 125 år, og det markeres i den kommende tid med en særudstilling i Rebildcenteret. Privatfoto
“Rold Skovs maler”, Søren Josva Kristensen, indtager Rebildcenteret fra på søndag

REBILD: “Rold Skovs maler”.

Sådan kaldes han uofficielt, Søren Josva Kristensen, der i år kunne være fyldt 125 år.

Søndag 9. juli indleder Rebildcenteret fejringen af kunstnerens fødselsdag med åbningen af en udstilling med cirka 40 udvalgte værker af fødselsdagsbarnet.

Samtidig udkommer på Forlaget Rebild en dugfrisk portrætbog om kunstneren, “JOSVA – Rold Skovs maler”, skrevet af den lokale kunstkender og maleri-samler Sven Erik Østergård.

Søren Josva Kristensens datter, Lise Josva, kommer helt fra USA og overværer åbningen af udstillingen i Rebildcenteret sammen med sin datter og svigersøn, og også fra Norge og New Zealand kommer familiemedlemmer til Rebild for at deltage i fødselsdagsfestlighederne.

Af samme grund er der i forlængelse af udstillingsåbningen arrangeret en rundtur til nogle af Søren Josva Kristensens yndlingssteder på Rebild-egnen. Afsluttende med en fællesspisning på restaurant Top Karens Hus.

Søren Josva Kristensen blev født i Aalborg 11. juli 1892 – og indledte sin karriere på Aalborg Tekniske Skole, hvor han allerede fra starten havde sat sig for at blive kunstner. Han havde gode anlæg for portrættering og sendte blandt andet en prøve på sin kunnen op til Skagens-maleren, Michael Ancher for at få dennes anerkendelse.

Næppe havde Josva færdiggjort sin uddannelse, før man kunne se hans malerier – især portrætter – rundt om i købstadshotellernes udstillingssale sammen med navne som P. S. Krøyer, Agnes Slott-Møller og Gerda Wegener.

Josva blev hurtigt en meget feteret skikkelse, og især kvinderne ville gerne portrætteres af denne bohême-type.

I 1920 slog han sig som portrætmaler ned på Skørping Turisthotel – og tabte så i øvrigt fuldstændig sit hjerte til den nærliggende Rold Skov.

Allerede ved hans første separatudstilling i Aalborg 1921 kunne man konstatere, at Rold Skov havde fået et solidt tag i ham, og sådan fortsatte det i øvrigt stor set frem til kunstnerens pludselige død 30. marts 1948.

Forinden var Søren Josva Kristensen i 1930 blevet gift med Else, som han havde mødt første gang i 1913 hos kunsthandler Nathan i Espergærde.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close