Flot resultat for i tandplejen i Rebild

0
Personalet i Rebild Tandpleje får en meget positiv bedømmelse i en stor brugerundersøgelse. Foto: Rebild Kommune
99,5 procent har en positiv oplevelse af et besøg

Hele 99,5 procent oplever et besøg i Rebild Tandpleje positivt.

Det fremgår af en stor brugerundersøgelse med 819 besvarelser svarende til 11,5 procent af alle børn og unge i Rebild Kommune.

Scoren på 99,5 procent er undersøgelsens allerhøjeste, men også resten af resultaterne ligger i den meget positive ende.

Det glæder naturligvis overtandlæge Inge Hald i Rebild, der har været initiativtager til undersøgelsen:

– Det viser, at personalet på klinikkerne er særdeles gode til at arbejde med mennesker – og når brugerne har en god oplevelse, er det også mere sandsynligt, at de tager de sundhedsfremmende tiltag med sig hjem, siger hun og fortsætter:

– Med bekræftende resultater, der ligger på mellem 94 og 99,5 procent, kan det umiddelbart være svært at se, hvad man kan gøre endnu bedre, og hvordan vi kan kvalitetsudvikle. Men vi vil nu alligevel dykke ned i tallene og se på, hvor der i svarene er forskel på aldersgrupperne. Ligeledes vil vi evaluere på, om vi kan vi blive endnu bedre til at spørge ind efter besøget – om der er mere brugerne har brug for.

Selv de børn og unge, der havde prøvet at få boret i tænderne eller at få trukket en tand ud, har haft en yderst positiv oplevelse af tandplejen. Man kan nærmest ikke se forskel i bedømmelserne.

Undersøgelsens resultater i øvrigt i Rebild:

94,5 procent har følt sig medinddraget.

95,6 procent mente, at personalets sundhedsfremmende vejledning var forståelig og brugbar.

96,8 procent oplevede, at personalet sagde det på en god måde, hvis der var noget, brugeren kunne gøre bedre.

94,5 procent oplevede, at der blev snakket om det, brugeren havde behov for.

97,1 procent svarede, at det var lykkedes personalet at gøre brugeren bedre til at holde tænderne rene.

95 procent blev motiveret til at gøre endnu mere for tænderne og sit/barnets sundhed.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med psykolog Lise Hove. Spørgeskemaet blev udleveret til alle, der kom på klinikkerne igennem syv uger. For de 0-9 årige var det forældrene, der svarede; de 10-18 årige svarede selv. Besvarelserne skete anonymt.

Undersøgelsen i Rebild har været en del af en samlet brugerundersøgelse i fem kommunale tandplejer i efteråret 2017.

Ud over Rebild var Brønderslev, Hjørring, Mariagerfjord og Vesthimmerland med.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close