Fastelavnsbåd ud på vanlig sejltur

0
Besætningen ombord på fastelavnsbåden var lidt mindre i år i forhold til i fjor, og de fleste ombord var mangeårige gengangere.
Sylvias seje søfolk sang hele lørdag populære sømandssange for borgerne rundt i Ravnkilde og nærmeste omegn

RAVNKILDE: Lørdag formiddag stævnede den traditionsrige fastelavnsbåd med Sylvias Venner som besætning ud fra idrætsforeningens klubhus på Bygaden i Ravnkilde efter fælles morgenbord.

Hele formiddagen gik med at sejle rundt i alle gader i Ravnkilde by og med enkelte afstikkere lidt længere ud på landet.

– Det er specielt ude på landet beboerne er med på at få en dans med en af os klovne til gengæld for at give en skilling, fortæller Mathias Munk Degn, mens klovnekollegaen Kurt Degn har travlt med at stemme dørklokker for at samle bidrag ind til.

De lokale borgere havde i god tid mulighed for at høre fastelavnsbåden nærme sig, for ombord var der syv sangglade besætningsmedlemmer, hvis repertoire med populære sømandssange ud over rælingen blev akkompagneret af guitarspil.

Klokken 13 returnerede fastelavnsbåden efterspændt en traktor til klubhuset efter dagens første sejlads.

Her havde ægteparret Hanne og Tommy Munk Degn tilberedt den traditionelle frokostmenu i anledning af fastelavn, nemlig en stor portion bøf med bløde løg.

Besætningen havde her også mulighed for igen at få lidt varme i kroppen, da det var koldt at stå i frostvej ombord på fastelavnsbåden.

Efter frokosten blev kursen sat mod Nysum, Brændsøvej, Kraghøjvej og Døstrupvej, inden besætningen sidst på eftermiddagen samledes til fælles kaffebord i klubhuset, inden den skiltes for at hvile ud oven på dagens mange strabadser.

Traditionen med fastelavnsbåd i Ravnkilde har eksisteret siden 1917 med enkelte afbrydelser, dog har der ikke været pauser de sidste 50 år.

Overskuddet fra indsamlingen med raslebøsserne og mobilpay hos de enkelte husstande langs ruten går alle sammen til arbejdet i Sylvias ungdomsafdeling.

I fjor tjente de gæve søfolk ombord på båden et rekordstort beløb på 8830 kroner takket være blandt andet indførelse af mobilpay samt et gunstigt vejr.

Årets resultat foreligger først engang søndag, oplyser Sylvias støtteforening.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close