Arkitekter på besøg: på udkig efter Rebilds kulturmiljøer

0
Den fredede Albæk Hovedgaard og den tilhørende husmandsudstykning indgår som et af forslagene til nye kulturmiljøer rundt i Rebild Kommune, som arkitektskolen i Aarhus undersøger nærmere.
Arkitektskolen i Aarhus har her hen over sommeren været i gang med at screene forskellige kulturmiljøer rundt i Rebild Kommune.

Siden 2015 har arkitektskolen allerede screenet og udpeget værdien af kulturmiljøer i 22 af de i alt 56 LAG-kommuner i Danmarks yderområder.

Med en ny bevilling på fem mio. fra Realdania har arkitektskolen mulighed for at kortlægge kulturmiljøer i yderligere 30 af landets yderkommuner frem til 2020.

Allerede tilbage i februar henvendte Rebild Kommune sig til projektlederen på arkitektskolen for at undersøge om den kunne blive én ud af de 30 nye kommuner i projektet.

– Omkring 1. maj fik vi besked på, at Rebild Kommune er udvalgt til projektet. Vi har med input fra Spillemandsmuseet lavet en liste med forslag til ca. 35 kulturmiljøer, som arkitektskolen nu har screenet i løbet af den sidste halvanden måned, forklarer direktør for plan, byg og vej samt natur og miljø i Rebild Kommune Flemming Lehbert Sørensen.

Af de foreslåede kulturmiljøer er de områder, som allerede fremgår i kommuneplanen lavet tilbage i amtets tid samt helt nye områder.

Forslag til nye kulturmiljøer er blandt andet den fredede Albæk Hovedgård og den tilhørende husmandsudstykning, Regan Vest, Thingbæk Kalkminer, Bette Berlin og Hjeds by.

Screeningen koncentrerer sig kun om de kulturmiljøer, hvori der er tilknyttet byggerier. Det foregår efter en af arkitektskolens særlig udviklet metode og indeholder beskrivelse, foto og kort af kulturmiljøet. Det vurderes også, hvor værdifuldt kulturmiljøet er kulturhistorisk og arkitektonisk, og hvordan det indgår i den lokale sammenhæng.

På samme måde vurderes kulturmiljøets egenskaber i forhold til at fremme turisme, bosætning, erhvervsudvikling og kulturoplevelser.

Dermed bliver det tydeligt, hvilke kulturmiljøer der er værdifulde og har størst udviklingspotentiale.

– Arkitektskolen vurderer og beskriver alle de foreslåede kulturmiljøer henover sommeren, og vi forventer at få en tilbagemelding i løbet af sensommeren eller først i efteråret. Når Rebild Kommune modtager arkitektskolens arbejde skal det besluttes, hvordan resultatet skal anvendes i kommuneplanen og eventuel i anden sammenhæng i Rebild Kommune, påpeger Flemming Lehbert Sørensen.

Når alle de 30 LAG-kommuner er blevet screenet udvælges nogle særlige kulturmiljøer fra hver af de deltagende kommuner, og disse samles i en publikation.

Vesthimmerlands Kommune er en af de 22 LAG-kommuner, der siden 2015 allerede er blevet screenet af arkitektskolen i Aarhus.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close