Anders fra Skørping er en af Danmarks bedste triatleter

0
Skørping Cykler, der indehaves af Frode Nielsen, er en trofast sponsor for Anders Christensen. Her med en ny cykel. Foto: Jesper Bøss
27-årig Anders Christensen er en af Danmarks allerbedste triatleter. Vi satte den dygtige og ambitiøse idrætsmand stævne hos Skørping Cykler, der er en af hans sponsorer

Anders bor til daglig i Aalborg, men kommer fra Skørping, hvor en stor del af hans familie fortsat bor. Derfor kender han også alt til områdets smukke natur, som passer perfekt til at træne til triatlon, der består af svømning, cykling og løb på forskellige distancer. Kongedistancen kaldes en ironman og er på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb.

– Jeg flyttede til Aalborg for fire år siden, men kommer stadig ofte til Skørping, hvor jeg løber adskillige ture i Rold Skov, cykler mange kilometer i det kuperede terræn omkring Rebild Bakker og træner svømning mange gang i Store Økssø, fortæller Anders den eftermiddag, vi sætter ham stævne hos Skørping Cykler, der er en af hans sponsorer – blandt andet med en helt ny cykel. Turen fra Aalborg til Skørping havde Anders i øvrigt taget på cykel…

Anders startede med at dyrke triatlon i 2012, hvor han efter gymnasiet og militærtjeneste tog på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.

– Da jeg startede på idrætshøjskole, havde jeg en målsætning om, at jeg i løbet af opholdet ville løbe et maratonløb. Men jeg fik smag for mere, og i 2013 deltog jeg i “Ironman Copenhagen”, hvor jeg vandt min aldersgruppe og blev nummer 10 samlet. Det betød også, at jeg kvalificerede mig til “Ironman Hawaii”, der betegnes som det uofficielle verdensmesterskab. Her fik jeg også en 10. plads i min aldersgruppe 18 til 24 år, fortæller Anders.

Anders fortsatte yderligere et år som amatør, inden resultaterne var så gode, at han i 2015 blev professionel. Som professionel har han opnået en række flotte resultater – blandt andet en 2. plads ved både DM og EM.

Trods sin status som professionel er Anders dog nødt til at have et arbejde ved siden af.

– Mine indtægter som professionel triatlet kommer primært fra præmiepenge, men de er ikke så store, at jeg kan leve af det. Derfor har jeg et job som livredder i svømmehallen i Gigantium Aalborg, som jeg prøver at få til at passe med mine cirka 20 timers træning om ugen.

– Jeg har heldigvis også en håndfuld trofaste sponsorer, der alle hjælper mig med tøj, udstyr og kosttilskud, men det er ikke sådan, at jeg får en pose penge, som jeg kan bruge til at leve for. Desuden er der jo en del rejseudgifter, der skal betales.

– Min drøm er selvfølgelig at få en storsponsor, der betyder, at jeg ikke skal arbejde eller i hvert fald arbejde mindre, så jeg kan koncentrere mig fuldt ud om min sport, lyder det fra Anders, der i triatlet-kredse har tilnavnet “High Tower”, refererende til, at Anders måler 2 meter og 2 centimeter.

– Jeg er meget ambitiøs med min sport, og mit mål er at toppe inden for de næste 2-3 år, slutter Anders, der kan tage et stort skridt på vejen mod den absolutte top med et godt resultat ved det officielle VM i triatlon, der næste sommer afvikles på Fyn.

Mon ikke vi støder på Anders i og omkring Skørpings smukke natur indtil da!

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close