75 års fødselar gav boggave

0
Christian Munkholm på omslaget af sin nyudgivne bog med personlige erindringer. Privatfoto
TERNDRUP: Da Christian Munkholm i Terndrup for nylig fejrede sin 75 års fødselsdag på Terndrup Kro, med gæster i skikkelse af familie og venner, havde han en stor gaveoverraskelse til alle, nemlig en bog forfattet at ham selv.

Han har trods synshandicap arbejdet på den gennem flere år. Den ville udkomme officielt dagen efter fødselsdagsfesten på Terndrup Kro.

– Men I, der er til stede her, får et eksemplar allerede i dag, bekendtgjorde han.

Bogen var lagt i en forseglet kuvert, og gæsterne måtte ikke åbne den før næste dag således at fødselsdagsfesten kunne fortsætte uforstyrret.

Christian Munkholms bog har titlen “Gå væk skygge” med undertitlen “En landsbydegns notater”.

Bogen er et tidsbillede, ikke mindst fra Christian Munkholms barndom og ungdom i Asnæs i Dragsholm Kommune.

Her fortælles om vilkårene som dreng og ung i en hastigt rivende udvikling i 1950’erne, blandt andet hvordan han egenhændigt nedlagde trafikken på jernbanen til Holbæk.

I bogen fortælles også om optagelse på et seminarium, hvor man lagde ualmindelig stor vægt på at man var god til regning.

Til gengæld blev netop det krav årsagen til, at Christian Munkholm søgte optagelse på Hjørring Seminarium og siden da har været “jyde”.

Bogen indledes med en fortælling om, hvordan det var at søge stilling som lærer i en lille kommune i 1966, hvordan ansøgerne måtte køre rundt til alle skolekommissionens medlemmer og fremlægge sine kundskaber og fortælle, hvorfor man gerne ville ansættes på den lokale skole.

Christian Munkholm har gennem sit liv haft mange interesser, ikke mindst sang og musik samt havekunst.

I mange år var han aktiv i den frivillige forening “Nordjysk Børnekor” og i vist lige så mange år var han formand for den lokale afdeling af “Haveselskabet”.

Det og meget andet, ikke mindst lærergerningen og fratrædelse i utide på grund af svagsyn, fortæller Christian Munkholm om i bogen, der har 142 sider.

Bogen er udgivet af forlaget Rebild og trykt i et ret beskedent antal, men interesserede købere af et eksemplar kan henvende sig direkte til forfatteren på adressen Egevej 4 i Terndrup.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close